På udflugt
I dagligdagen har vi mulighed for at tage vores dejlige gule bus ud på tur. Det kan være som en del af undervisningen og på emnedage, men bussen bruger vi også til aftenaktiviteter som svømmehal, solnedgangstur, Bork Havn, Bork Hallen og McDonald’s.
Er du vild med at opleve noget nyt, kan du også vælge valgfaget ”Ud & Se”, hvor vi ganske enkelt bruger SBE-bussen til at opleve noget sammen. Det kan være, at vi kører til en udstilling, et marked eller et smukt sted i naturen, hvor vi kan gå tur. En særlig del af udflugterne er altid hyggen i bussen på ud- og hjemturen.
De store ture med overnatning
Vi tager på to større fælles ture i løbet af skoleåret, hvor vi overnatter. På turen oplever vi kulturelle seværdigheder, spisesteder, overnatning på hotel med mere. Eleverne vælger selv, hvad de gerne vil opleve, og tager afsted i små grupper med lærere.
Vi bruger meget tid på at tale om turen på forhånd hjemmefra, så alle ved, hvad planen er. Den struktur og forudsigelighed, eleverne kender fra dagligdagen på efterskolen, sørger vi for, er en del af dagsprogrammet på turene. Det er godt at opleve noget nyt, men vi lægger selvfølgelig også pauser ind i løbet af dagen, så eleverne kan lade op.
Vores ture styrker fællesskabet endnu mere. Der opstår nye venskaber på kryds og tværs, og mange tidligere elever nævner turene som nogle af de bedste minder fra tiden på Sdr. Bork Efterskole.
Tur i Danmark
I foråret tager vi på tur hele skolen, for der kender vi alle sammen hinanden. Turen kan for eksempel gå til København eller et andet spændende sted i Danmark, og vi er afsted tre dage.
Tur til udlandet
Op til sommerferien tager vi på en seks dages tur til udlandet, som regel et sted i Europa. Det er et nyt og spændende sted hvert år. Vi har for eksempel været steder som Paris, Amsterdam, Istanbul, Prag og Færøerne.
Jeg havde det rimeligt svært med det sociale før, men så kom jeg på efterskole, og så blev det meget nemmere. Mit bedste minde er nok Københavner-turen, fordi der var et andet fællesskab, og vi kom tættere sammen. Det var nogle virkelig fede år på SBE.